Fra grundskole til
fremtidens business
Et projektsamarbejde mellem erhvervsskolerne Campus Vejle, Tietgenskolen i Odense og Viden Djurs i Grenå.
Projektet har til formål at vise elever i 5.-8. klasse, en del af de mange spændende job- og karrieremuligheder der findes, hvis man vælger en business-uddannelse.
Projektet er støttet af Tietgenfonden.
Karrierelæring
Opstartsseminar
Hvad er EUX Business?
EUX Business er den erhvervsfaglig studentereksamen som kombinerer to uddannelser i en. Du får både en studentereksamen og erhvervsuddannelse samtidig. EUX business er uddannelsen du skal vælge, når du vil kombiniere 2 års læretid med udfordrende opgaver i en virksomhed, samtidig med at du får en studentereksamen. Kort sagt, EUX Business er både en boglig og praktisk uddannelse.
Fra teori til virkelighed
På EUX Business bliver du undervist i virkeligheden. Hver gang du lærer noget, får du mulighed for at relatere det til en opgave stillet af rigtige virksomheder. Virksomheder som både er lokale og nationale. Du vil opleve, at det du lærer i undervisningen, kan bruges med det sammen, når du kommer ud i din læretid.
Læreplads
Efter 2 år i skole er du klar til at komme ud i en læreplads i en virksomhed, hvor du beskæftiger dig med netop det, du interesserer dig mest for. Du kan vælge en læreplads inden for f.eks. salg, indkøb, logistik, e-handel, butiksdrift, spedition, shipping, økonomi, finans, revision, administration, sekretærfunktioner eller eventopgaver inden for oplevelsesindustrien.
Læse videre efter 2 år
Du kan dog også efter 2 år i skole vælge at læse videre på erhvervsakademier eller professionshøjskoler. Du kan eksempelvis blive serviceøkonom, markedsføringsøkonom eller handelsøkonom. På adgangskortet kan du læse om de videregående uddannelser en EUX Business giver adgang til.
Fuldfører du din EUX uddannelse med 2 års læretid, kan du læse videre på universitetet eller handelshøjskole. Din fordel er, at du har praktisk erhvervserfaring med i din rygsæk i forhold til andre gymnasiale uddannelser.
Hvad lang tid tager EUX Business?
Din EUX uddannelse er bygget op af forskellige uddannelsesforløb, som er:
- Grundforløb 1 (1/2 år)
- Grundforløb 2 (1/2 år). Her vælger du din fagretning inden for kontor, handel, detail eller event.
- EUX studiekompetenceår
- Hovedforløb (2 år som elev i en virksomhed)
Juni 2024 – Videoproduktion “Behind the scenes”
De sidste par uger er bl.a. blevet brugt på videoproduktion med dygtige elever fra Normal, Sport 24, Bestseller og Eventyrsport. Det skal blive til spændende karrierelæringsfilm, hvor man kan lære mere om de spændende jobmuligheder inden for butik, handel og kontor.
April 2024 – Udviklerdag med fokus på grøn omstilling
Undervisere fra projekts 3 erhvervsskoler var samlet i Spinderihallerne i Vejle til en udviklerdag. Her var fokus på at udvikle læringsdage og undervisningsforløb til grundskolens 5. – 8. klassetrin, med fokus på hvordan virksomheder arbejder med grøn omstilling.
Marianne Buus fra Vejle Kommune, Innovation og Entreprenørskab, fortalte om projekt Grøn Detail, hvor en række butikker i Vejle arbejder med bæredygtige tiltag. Herefter var det studietur i Vejles gågade med besøg i forretningerne Eventyrsport, Panayotis og Poul Iversen, for at høre hvilke konkrete tiltag de har indført ift den grønne omstilling.
Til sidst et oplæg fra Maria og Ida fra Børn & Unge i Vejle, som fortalte om Green Team, hvor elevrepræsentanterne fra alle folkeskoler i Vejle Kommune, kommer med input til den grønne omstilling.
December 2023 – indvielse af faglokale
Det nye faglokale på Campus Vejle blev indviet 8. december. Lokalet er blevet til, som en del af projektet. Der var besøg af Vejle Kommune og virksomhederne Normal, Sport24 og Bestseller/LMTD, så de kunne se det færdige resultat. De har alle været vigtige samarbejdspartnere. Virksomhederne har leveret produkter og inventar til lokalet, og Vejle Kommune har været en vigtig sparringspartner i udvikling af læringstilbud til kommunens grundskoler.
Der var rød løber, taler og mulighed for at se lokalet i brug, da vi også havde besøg af en 6. klasse fra Bredsten-Gadbjerg skole, som fik undervisning i lokalet. Lokalet skal medvirke til at tiltrække flere unge til en erhvervsuddannelse indenfor business.
Maj 2023 – udviklerdag
D. 4. maj var der fælles udviklingsdag for underviserne på de tre erhvervsskoler; TietgenSkolen, Viden Djurs og Campus Vejle. Underviserne blev først klogere på målgruppen 5.-8. klassetrin gennem oplæg ved Morten Relster fra Center for Undervisningmidler (CFU).
Herefter påbegyndte underviserne udvikling af nye læringstilbud til grundskolerne:
- Sælg jeres idé – Iværksætteri (7.-8. klassetrin)
- Tjen din første mønt (8. klassetrin)
- Design og salg af t-shirt (6.-7. klassetrin)
Marts 2023 – opstartsseminar
D. 21.-22. marts var der opstartsseminar i projektet, som blev afholdt i Farveriet i Vejle.
– 12 lærere fra 8 grundskoler
– 11 undervisere fra 3 erhvervsskoler (Campus Vejle, Tietgenskolen og Viden Djurs)
fik kickstartet det nye projekt “Fra grundskole til fremtidens business” med et spændende opstartsseminar. Bo Klindt Poulsen fra VIA gjorde os klogere på karrierelæring og Frank Høedt indkapslede hele dagen med en streg…
Undervisere udtænkte ideer til spændende læringsdage på erhvervsskolerne for elever i 5.- 8. klassetrin. Samspil mellem grundskoler, kommuner og erhvervsskoler, skal medvirke til, at flere unge vælger en business erhvervsuddannelse.